Frivillighed – et af KHKS Håndbolds fokusområder

Som led i vores arbejde omkring frivillighed har vi bedt Lisa Lund, som er nyt bestyrelsesmedlem fortælle om sine første 100 dage som suppleant i bestyrelsen, så vi forhåbentlig kan inspirere mange flere til at tage del i arbejdet og ikke mindst den GLÆDE og FÆLLESSKABSFØLELSE der helt automatisk følger med som bonus.

Lisa: Jeg blev medlem af bestyrelsen på generalforsamlingen d. 25.11.15. Det var ikke planlagt men der var kun mødt 2 menige medlemmer op ud over bestyrelsen og trænere og så blev jeg spurgt. Gabrielle Sidsel Høybye var den anden person ud over mig og hun blev også valgt ind. Så ja, det var jo lidt tragikkomisk kan man sige på sin vis.

Jeg har redet hele mit liv og i min gamle rideklub deltog børn og voksne altid i generalforsamlingerne så for mig er det en naturlig del af et foreningsfælleskab. Jeg synes at man bør deltage og høre om hvad der sker i klubben samt via sin deltagelse vise sin anerkendelse af det store arbejde, bestyrelsen har lagt i klubben i det forgangne år.  Man behøver ikke frygte at man automatisk får en bestyrelsesplads – man kan takke pænt nej tak ;o).

I mine første 100 dage har vi afholdt 3 bestyrelsesmøder – der er et møde om måneden. Og så har vi holdt 3-5 andre møder som jeg har deltaget i. Jeg er medlem af PR udvalget og mange af mine opgaver har drejet sig om PR og foregår derfor hjemme foran PC´en.

Jeg har ingen håndboldfortid overhovedet og kender intet til den verden eller bestyrelsesarbejde på forhånd. Alligevel føler jeg at jeg kan bidrage med en masse da der simpelthen er så mange forskelligartede opgaver at der er noget for alle kompetencer og alle bidrag bliver modtaget med taknemmelighed.

Blandt andet stod jeg for noget af salget af billetter til U18 landskampene, pressemeddelelser og avisartikler samt pyntning af cafeteriaet. I forbindelse med Sidste Hjemmekampdag er jeg med i arrangørudvalget og tombolaudvalget så opgaverne her handler meget om at lave indbydelser, plakater, annonce til avisen, annoncere på Facebook m.m. samt skaffe en masse præmier til tombolaen. Til cafeteriaet har jeg lavet de plakater, der hænger oppe ved disken ang. frivillighed og økonomi som er 2 af klubbens fokusområder. Jeg har også hjulpet med anskaffelse af Mobile Pay og Swipp til cafeteriaet.

Så der er virkelig opgaver for alle slags mennesker og rigtig mange opgaver som slet ikke drejer sig om håndbold. Det har været rigtig skægt og meget udviklende at deltage i det hele og jeg har lært meget.  Klubben er fyldt med sjove dejlige mennesker og det har været skønt at lære mange flere at kende end jeg gjorde før.

Jeg mener selv at jeg forinden var ret bevidst om det kæmpe arbejde som bestyrelse, trænere og diverse udvalg udøver for at få vores kære håndboldklub til at hænge sammen. Alligevel må jeg sige at der bare er meget mere arbejde bag kulisserne end nogen vist drømmer om! Der er mange personer, der har hvad der mindst svarer til en ulønnet halvtidsstilling i klubben ud over deres normale arbejde. Så behovet for flere hænder er afgjort tilstede og selv den mindste hjælp gør en kæmpe forskel. Jeg vil bestemt opfordre folk til at deltage i det frivillige arbejde – stort som småt. Det er sjovt for en selv, en kæmpe hjælp for klubben og en unik måde at komme tæt på sine børns sport.

Inden jeg kom i bestyrelsen hjalp jeg lidt til i cafeteriaet og det har altid været rigtig hyggeligt og det vil jeg virkelig anbefale folk at prøve.

Privat har jeg en dreng der spiller U10 og elsker håndbold overalt på jorden. Jeg går selv til håndboldfitness 2 gange om ugen som jo heldigvis er et koncept også for os, der aldrig har haft en håndbold i hånden før!

Nyheder

Medlemslogin